Knud 2. den Store

Knud 2. den Store, søn af Svend Tveskæg, konge af Danmark 1018-1035, af England 1014-1035 og af Norge 1028-35.

Han fik sit tilnavn, fordi det lykkes ham at indlemme Norge og en del af Sverige i riget. Efter faderens død kårer vikingehæren han til konge i England, men først efter flere års kampe i ledtog med kong Olaf af Norge bliver Knud konge i England i 1016. I 1017 gifter han sig med "Ethelred den Rådvildes" enke Emma, der er datter af normannerhertugen Robert. Knuds søster, Estrid gifter sig med hertugens broder, Richard. Norges konge Olav den Hellige og Sveriges Anund Jakob samt den mægtige Ulf Jarl indgår et forbund mod kong Knud. Men i 1026 besejrer Knud dem i et slag ved Helgeå, og samme år lader han Ulf myrde i Roskilde Domkirke. I 1028 går Knud til angreb på Norge og tvinger Olav på flugt. Efter Olavs død indsætter Knud sin søn Svend som konge over Norge. Knud den Store er nu en mægtig konge, og da han aflægger besøg i Rom for at se pave Johannes IXX krone den tyske kong Konrad til kejser, hyldes han fra alle sider. Knud betragter sig selv mest som konge over England og tilbringer kun lidt tid i Danmark. Han dør i 1035 og begraves i domkirken i Winchester.